Træn dig mere selvsikker på hesteryg.

 

Træn dit fokus mens du rider.

 

 

Har du nogensinde tænkt over, at heste er byttedyr og har overlevet i millioner af år, fordi de er forprogrammeret til at spotte og have fokus på rovdyr, hvilket faktisk også omfatter os?

Det er simpelthen deres naturlige instinkt, de er drevet af deres behov for at overleve.

De ønsker også en god leder, og det kan betyde, at de f.eks. tester deres rytter/ejer jævnligt for at sikre sig, at hun nu også kan leve op til jobbet. Nogle heste er tilbøjelige til at teste hver dag mens andre har nemmere ved at acceptere en leder og tester derfor kun lejlighedsvis.

En måde, at teste er i kraft af fokus.

 

Hesten stivner pludselig

 

Kender du det, at din hest pludselig får øje på et eller andet når du går i gang med at lave noget med den – ride, longere eller skridte tur f.eks.? Pludselig stopper den og stirrer meget intenst på noget og lige som siger ”Åh åh, hvad er DET? ” Og man falder i hver gang og kigger bekymret i samme retning tænker “Jeg ved det ikke, hvad ER det?” Hvilket måske resultere i at man hopper af i en slags ”panik” (…er sket for mig et par gange kan jeg godt afsløre), for derefter at blive irriteret over, at man igen blev nervøs og lod sig påvirke og man føler sig som et fjols!

For at være en god leder, har vi brug for at være rolige og fokuseret på, hvad vi gør. En let distraheret eller alt for overforsigtig/usikker leder er ikke, hvad en hest ønsker.

En af de måder at overvinde dette er at fokusere, selv når din hest bliver distraheret skal du forblive rolig og fokuseret på opgaven som I er i gang med. Det betyder ikke, du skal ignorerer, når din hest er virkeligt bekymret, som enhver god leder, er du naturligvis nødt til at hjælpe den, når det sker, men trickset er at kunne kende forskel på hvornår det er virkeligt og hvornår du bliver testet.

 

Træn dit fokus

 

Hvis usikkerhed og selvtillid er en udfordring for dig, vil fokus give dig noget andet at tænke på end at blive nervøs, fordi du vil være optaget af at holde fokus på opgaven og derfor være tilstede i nuet og dermed kan du også forhindre alle de ”hvad nu hvis…” tanker som jo har det med at dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter…

For at træne dit fokus, kan du starte med små nemme og korte øvelser. Hvis du f.eks. rider i ridehuset, så fokuser på at ride fra bogstav til bogstav og lav halvparade, parade eller overgang, tag et bogstav ad gangen, mange små fokus øvelser rundt i hele ridehuset. Eller på 20 m volte, fokuser på at lave halvparade i hvert hjørne og hold fokus på det, indtil du er 100% fokuseret og optaget af det.

 

WIN – WIN

 

Det samme kan gælde når du rider tur, udse dig ting, som du kan fokusere på (og nej, ikke ting, du synes er “skræmmende”;-) ), men f.eks den næste hegnspæl, det næste træ eller hvad som helst du har på din tur og lav en overgang eller lav forskellige øvelser undervejs, schenkelvigning, versade, parade. Vælg forskellige ting at fokusere på og beslut dig for hvad du vil gøre, når du kommer dertil. Lav hele tiden små nemme og enkle fokus øvelser med korte intervaller når du rider, indtil du føler dig  mere tryg. Når du holder dig selv og hesten beskæftiget, vil turen blive så meget mere rolig og afslappet for jer begge to.

Leg med fokus indtil du er så god til det og din hest gør hvad du ønsker, uden du tilsyneladende gør noget. Din hest vil simpelthen kunne “føle” dit fokus og hensigt. Og når den er fokuseret på dig, vil den ikke have tid til at fokusere på alt muligt andet ”spændende” som den kan blive urolig over, total win – win 🙂

 

Rid afslappet

 

Lyder det besværligt og er drømmen, at kunne ride tur med løse tøjler og ikke hele tiden ”træne” – så hav tålmodighed. Det kan nemt blive en realitet før end du tror når du træner på denne måde, for hesten vil vide at hvis den ikke slapper af, ja så skal den jo arbejde og fokusere… 🙂 Så den skal nok forstå at udnytte det og slappe af når den endelig får lov! 😉 

Husk: Det falder aldrig hesten ind, at det er dén du er bange for, så hvis du er alt for nervøs og usikker, vil den helt naturligt tro, at du har observeret en fare, som den ikke selv har været opmærksom på og så vil den prøve at finde ud af hvad det handler om og om den skal tage benene på nakken med det samme.

Når vi rider skal vi være spændte men ikke anspændte, heste er levende dyr og vi kan – ligesom med børn – aldrig helt vide hvad de pludselig får af fjollede indskydelser 🙂 Så vær opmærksom og fokuseret, men ikke overfølsom og usikker når du er sammen med din hest.

 

Rigtig god fornøjelse.

Jeg hepper på dig 🙂

Kh Pia

 

Er du med i Facebook gruppen? tilmeld dig her, vi vil rigtigt gerne have dig med!
8. februar 2017